Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Høststenbræk

Blomstring i september

Efterårsfarverne på træer og buske viser deres sidste glans, inden vinteren tager fat. Der er ikke meget, der blomstrer ude i haven længere, men enkelte planter bliver standhaftigt ved, indtil frosten overvinder dem.

En af de planter er høststenbræk, Saxifraga cortusifolia. Det er en af de senest blomstrende stauder, vi kan dyrke i Danmark, og den står smukt med hvide blomster og lyser op mellem alle de gyldne efterårsfarver.

I familie med jødeskæg

Høststenbræk kommer fra Fjernøsten og vokser i Kina, Korea, Kamschatkaområdet og i Japan. Den er blot ét medlem af den enormt store Saxifraga-slægt, som tæller mere end 450 arter. Med så mange arter kan man næsten forvente, at der findes en vildtvoksende Saxifraga art i Danmark, og det gør der, nemlig kornet stenbræk. Den vokser vildt ude på overdrev og enge, men den blomstrer altså i maj og juni, og den ligner ikke høststenbræk ret meget.  Høststenbræk er nok nærmere beslægtet med den stueplante, man kender i Danmark som jødeskæg eller Saxifraga stolnifera. Den kommer fra næsten samme område i Asien som høststenbræk, og kan også gro og trives udendørs herhjemme.

Fin bunddække

Høststenbræk har dog ikke den samme evne til at formere sig som mange andre stenbræk. Den sender nemlig ikke lange udløbere ud med små nye planter, som for eksempel jødeskæg gør. Den spreder sig derfor relativt langsomt. Den vil helst stå i en god humusrig jord i halvskygge. Den bliver kun ca. 25 centimeter høj og fylder ikke meget, men er god som bunddække. Den blomstrer først fra midten af september, men dens blade kommer frem allerede i foråret og danner et fint bunddækkende tæppe hele sommeren igennem.

Det lidt mærkelige navn, stenbræk, er en direkte oversættelse af de botaniske Saxifraga. Dette hentyder til, at mange stenbræk arter er meget små alpine planter. Som ofte er yderst nøjsomme planter, som ser ud til, at de kan gro på den rene stenbund. Det gælder dog ikke høststenbræk, som altså gerne vil have noget god men også veldrænet jord at gro i.

Står i ‘sommerkjolebedet’ i Kina

Du kan se høststenbræk i Kinaafdelingen tæt ved regnvejrshytten i det ’nye’ staudeområde, der kaldes ’sommerkjolebedet’. Bedet er opkaldt efter Spiraeabuskene, der også står i bedet, som grundlæggeren af Geografisk Have, Aksel Olsen, så poetisk navngav ’sommerkjole’.

Haveklummen er skrevet af Gartner og Natur- og Kulturformidler Niels Melballe.