Høns i haven bliver mere og mere populært blandt danske husstande, ikke kun på landet men også i byerne. Høns kan være en fantastisk tilføjelse til både villahaver og midtbyens mindre baghaver. De bidrager med friske æg, de skaber liv og hygge og kan have en positiv og lærerig effekt på børns opvækst.
Nemme husdyr
Høns er supernemme at holde. Med et lille hønsehus og et afgrænset område, hvor hønsene kan gå og skrabe, kan høns trives i selv de mindste byhaver. Er der mulighed for at lukke dem ud i hele haven i dagtimerne, er de også en god hjælp for havens planter. Høns kan hjælpe med at holde haven fri for insekter og snegle, hvilket gør dem til havens naturlige skadedyrsbekæmpere. Dog kan det være en god idé at holde hønsene under opsyn, når de går frit i haven. De skraber nemlig ivrigt i jorden – så man skal passe på små spirer og andre sarte planter.
Terapeutisk effekt og modvægt til børns digitale liv
For børn er høns i haven en kilde til læring og ansvar. At fodre hønsene, samle æg og passe på dem, kan give børn en forståelse af, hvor maden kommer fra, og hvad det vil sige at passe et dyr. Det skaber bånd til naturen og giver en naturlig modvægt til det digitale liv, som mange børn ellers lever. Hønsene kan også have en terapeutisk effekt. Deres rolige adfærd og de bløde kluklyde skaber en afslappende atmosfære i haven. For mange mennesker, både voksne og børn, kan det være afstressende at betragte hønsene vandre rundt i haven – i gang med deres daglige gøremål.
Kilde til livsglæde og fællesskab
Så det er altså ikke kun for landmænd eller folk med store matrikler at have høns. Med lidt planlægning kan enhver få glæde af disse fantastiske dyr. Høns i haven er ikke blot en kilde til friske æg, men også til livsglæde og fællesskab – uanset om man bor på landet eller midt i byen.
Haveklummen er skrevet af Dyrepasser Frederik Nissen Herse
Foto Geografisk Have