Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Haven i marts

Haven i marts

Nu nærmer foråret sig og med den varme afslutning på februar, er det lige før, man godt kunne narres til at tro, at det nærmest var sommer. Helt forårskåd blev jeg i alt fald, da jeg kom ud i haven i sidste uge og så, hvordan alle vintergækkerne og mine smukke iris reticulata, som jeg sætte i efteråret, nu stod og strålede i den milde luft. Men selvom det allerede er mildt, er det stadigvæk lige tidligt nok at gå i krig for alvor, med alle de ting, der kan gøres i haven. Vi kan stadig nå at få koldt vejr og masser af nattefrost.
Det, man så småt kan begynde at gøre nu, er at pleje sin græsplæne. Den har godt af en tur med løvriven, og man kan også godt give den en gang kalk, hvis den trænger til det. Græs begynder at gro ved omkring 5-6 graders varme, så der skal ikke så meget til før den vokser, men man kan sagtens vente lidt med at give den gødning endnu.

Lad dine roser stå

Da jeg gik en tur i haven, stødte jeg også på en anden blomstrende plante, som jeg dog ikke var helt så glad for at se, nemlig springkarsen, der allerede står med sine bittesmå hvide blomster klar til at indtage en ny sæson med adskillige generationer af ukrudt i løbet af sommeren. Så det kan med andre ord godt betale sig, at være tidligt ude med skuffejernet og fjerne det ukrudt, der har nået at etablere sig i løbet af efteråret. Samtidig kan man så også klippe sine stauder ned, hvis man ikke allerede har gjort det.
Til gengæld skal man stadigvæk lade sine roser stå. De skal først beskæres, når vi kommer ind i april,og først når vi med rimelighed tør mene, at der ikke kommer mere nattefrost. Det kan nå at blive meget vinterligt endnu. I stedet skal vi huske at nyde de blomster, som er fremme nu, og som måske vil afblomstre hurtigt igen, fordi det er så usædvanligt varmt. I Geografisk Have kan man f.eks. allerede se de første blomstrende rhododendron og en masse smukke løgvækster.