Børnemagnet
Med efteråret kommer alle de smukke høstfarver. Planterne skifter farve som en anden kamæleon. Men planterne gør det ikke for at kamuflerer sig. Det er derimod for at gøre sig klar til en kold vinter. Frugter og bær begynder også så småt at falde til jorden.
En af de frugter, som små børn gennem tiderne har haft stor glæde af at samle op, er hestekastanjer. De store flotte træer drager med de stikkende frugter. Skallen gemmer på et eller måske to store blanke frø. De kan bruges til at lege med eller måske endda til at lave vaskemiddel af, som man gjorde i gamle dage.
Størrelsen er god til mindre haver
For de fleste vil det nok være en udfordring at få plads til en almindelig hestekastanje i haven, men faktisk findes der andre arter, som minder meget om dem, men ikke bliver helt så store. Det gælder for eksempel den gule hestekastanje Aesculus flava. Det er en nordamerikansk art af hestekastanje, som også med tiden kan blive et ret stort træ, men aldrig helt så stort som almindelig hestekastanje. Den har en meget smallere vækst, som gør den nemmere at indpasse i en mindre have. Dens blomster er gule eller undertiden ferskenfarvede. De laver også frugter ligesom den almindelige hestekastanje. De er lidt mindre og så er skallen uden de smukke pigge, men selve frøet ligner til forveksling.
Ikke modtagelig for skadedyr
Det er et træ, man ikke ser så tit i Danmark, det findes mest i parker og botaniske haver. Den har i øvrigt også den fordel, at den ikke er modtagelig for det skadedyr, som i disse år hærger vores almindelige hestekastanjer. Kastanje-miner møl trives primært i den almindelige hestekastanje og er årsag til, at bladene bliver brune og kedelige allerede midt på sommeren.
Du kan se gul hestekastanje i Nordamerika afdelingen. Den står tæt ved hestefolden i bunden af haven ind mod Amfiscenen. Ikke langt derfra, på den anden side af stien, står i øvrigt en tredje art af hestekastanje nemlig busk-hestekastanje, som sjældent bliver mere end tre meter, men som desværre heller ikke får ret mange frugter.
Haveklummen er skrevet af Gartner og Natur- og Kulturformidler Niels Melballe.





