Formiddag i Geografisk Have
Pladsen foran mandskabsbygningen i Geografisk Have summer af liv. Mænd og kvinder – de fleste med antydningen af grå stænk i håret – går og griner og hyggesnakker. De er Geografisk Haves Venner – og de er uundværlige for haven.
Arbejdet uddelegeres
Klokken 09:30 kalder havens frivilligansvarlig, Eva, til samling. Dagens opgaver bliver listet op for den beredvillige flok. Og som arbejdsomme myrer spreder de sig ud i haven, så snart startskuddet lyder. Bevæbnet med skuffejern og beskærersakse marcherer Ukrudtspatruljen muntert mod Rosenhaven, mens Handyfolket med pensler og værktøj går i krig med havemøbler, rækværk eller andet, som trænger til en kærlig hånd. Stemningen er lun og venskabelig – man kan sagtens sludre med enden i vejret og hovedet i en rosenbusk.
Kl. 10.30 samles flokken til et lille hvil og et godt grin, mens de får sig en kop jordemoderkaffe og en skarp.
Socialt samvær er hovedingrediensen
Det er det sociale, der trækker hos Vennerne. Og skønt Handymændene og Rosendamerne har fået de mere tidssvarende titler Handyfolket og Ukrudstpatruljen, så er der en fri tone og kærlige drillerier i vente for dem, som tilslutter sig frivilligkorpset.
Kurt, formand for Geografisk Haves Venner og frivillig med seks år på bagen, siger grinende: ”Vi må sige ting og sager til hinanden, som man ikke må i det offentlige rum. Vi er fra en generation, hvor vi godt kan være lidt frække og drille hinanden.” Han fortæller, at Vennerne kommer fra forskellige fag og på den måde hele tiden lærer nyt af hinanden. ”Det er de mest utrolige ting, vi taler om,” indskyder Kirsten, som sætter stor pris på fællesskabet. Hun har også været frivillig i seks år og oplever Geografisk Have som en grøn oase. ”Man bliver glad i låget af at være her. Jeg elsker jo at rode i jorden. Jeg har nok at gøre i min egen have, men det er noget helt andet i Geografisk Have”.
Kirsten og Kurt er enige om, at det handler om at fylde mening på tilværelsen, når man ikke længere er på arbejdsmarkedet. Og ikke mindst at få et godt grin og nogle positive oplevelser i hverdagen.
Havens hjælpende hånd
De frivillige får også gode snakke med gæsterne og er med til at give dem en god oplevelse, når de besøger haven. ”Nogle synes, vi ikke er rigtig kloge, at vi betaler [kontingent red.] for at arbejde – det er nu mest dem fra København. Men herovre betaler vi gerne for at få en god oplevelse.” siger Kurt, og Kirsten tilføjer, ”når man ser, hvor flot haven er, og hvor meget det giver, så vil man gerne være en del af det.”
Vennerne mødes mandag og torsdag. De er en stor hjælp i det daglige vedligehold af haven og ved havens markeder, hvor de også lægger en stor indsats.
Bliv frivillig
Geografisk Haves Venner er én af fire frivilliggrupper, som holder til i Geografisk Have. Også Dronning Dorotheas Bivenner, Haveskolen og Kolding Miniby har glæde af de skønne omgivelser og bidrager til havens værdi. Kunne du tænke dig at være en del af ét eller flere af de grønne fællesskaber, kan du henvende dig i Geografisk Haves reception eller skrive til os – så sender vi dig i den rigtige retning.