Elefantgræsser
Én af de plantegrupper, der de seneste år er blevet utrolig populære, er prydgræsser. Udvalget er vokset enormt, så der nu er et hav af forskellige muligheder. Da Aksel Olsen drev planteskole i 1930’erne og 1940’erne, var græsser slet ikke populære. Man kan se, at der faktisk ikke er indplantet ret mange prydgræsser, da man anlagde Geografisk Have i 1960’erne. Det er der ikke lavet meget om på siden. Men i dette efterår er der blevet flyttet en del græs ud i de geografiske områder – især elefantgræs Miscanthus sinensis. For det er blevet en så almindelig del af plantesortimentet og den måde, vi anlægger have på i dag, at det er svært at komme udenom.
Gror i Asien
Elefantgræs er nemlig en rigtig god græsart til større haver eller parker. Derudover vokser den i store dele af Asien. Dens botaniske artsnavn sinensis hentyder til, at den findes i Kina, men faktisk findes den også i Japan og Korea – og sågar helt ned i Laos og Thailand kan man møde den. Græsser er højtudviklede planter, der har fundet på effektive måder at formere og sprede sig. Så de spreder sig tit over store geografiske områder.
Selvom elefantgræs faktisk kan vokse i lande med tre forskellige klimazoner, så er den nu ikke den værste til at brede sig i haven. Den holder sig i en pæn klump, som kun langsomt vokser. Der findes flere sorter af elefantgræs. Nogle bliver op til mandshøje, mens andre kun bliver ca. 120 centimeter. Derudover kan der også være en lille farveforskel på selve blomsterstanden, som kan være enten rødlig eller grålig. Der findes også én med hvidstribede blade, så der er en sort for enhver have.
Én af de store fordele ved elefantgræs er, at de står langt ind i efteråret og vinteren med deres frøstande og ser smukke ud. I Geografisk Have har vi nu delt og flyttet en masse elefantgræs ud i de geografiske områder og du vil allerede nu kunne se, at der er kommet elefantgræs i Kina, Japan og Korea, ligesom i den virkelige verden.
Danske græsarter spreder sig villigt
I ånden omkring ’vild med vilje’ kunne nogle sikkert også få den idé at gå ud i den danske natur og finde smukke græsser at tage med hjem i haven. Her skal blot lyde den lille advarsel, at de fleste nordiske græsarter sår sig selv villigt og mange spreder sig også flittigt med rodskud.
Haveklummen er skrevet af Gartner og Natur- og Kulturformidler Niels Melballe


