Fugleliv i haven

Fugleliv i haven

En af de fine oplevelser i haven om vinteren, er alle fuglene. Hvis der er foder på foderbrættet, er der god mulighed for at observere en stor variation af arter hjemme i villahaven. Den bedste måde, hvorpå man får mange forskellige fugle til at indfinde sig, er at fodre varieret. Der er forskel på, hvad de forskellige arter foretrækker – men et hit der altid tiltrækker en bred vifte af fugle er solsikke- og hampefrø. Kvækerfinke, dompap, grønirisk og kernebider elsker disse frø.
Hvis du supplerer med korn, kan du lægge spurve, duer og måske endda fasaner oven i variationen af fugle, der vil elske at opholde sig i din have om vinteren.

Og æbler – evt. den halvrådne du fandt i køleskabet, eller dem du gemte fra æbletræet i efteråret er droslernes livret.
Derudover er et godt tip, at jo federe foderet er, jo mere elsker fuglene det. Derfor kan det betale sig at lave sine egne mejsekugler. Basis kan være en svinefedt eller palmin (usaltet og ukrydret), som man smelter og blander solsikkekerner, rosiner og hampefrø ned i. Det hele hældes i en kageform. Et stykke ståltråd sættes i, og når klumpen stivner, kan den hænges ud foran vinduet.

De fleste mejser vil elske din hjemmelavede mejsekugle, og du kan endda være heldig, at en spætte kommer forbi.
I Geografisk Have netop nu kan du også opleve nogle af vinterens fugle. Blandt de store nåletræer i ”Syvdalen” og i det nordamerikanske område, vrimler det for øjeblikket med fuglekonger. Det er Danmarks mindste fugl og med en vægt på kun 5 gram er den hele tiden i bevægelse for at søge efter føde.

Fuglekongen

Fuglekongen er ikke en fugl du kan lokke til foderbrættet med frø og frugter, for den lever udelukkende af animalsk føde. Det er der ikke mange fugle, der gør om vinteren. Fuglekongen finder de helt små bladlus, som sidder på nåletræernes nåle. Bladlusene har en særlig ”frostvæske” i kroppen, som gør de stadig sidder uden på nålene hele vinteren. Derfor er bladlus et af de få insekter der ikke gemmer sig om vinteren og dermed kan findes af fuglene. De er kilden til føde for den lille fuglekonge gennem vinteren og kan opleves i Geografisk Have, hvor de i bogstavelig forstand flyver om ørene på dig, hvis du er heldig.

Fuglekongen kan opleves i Geografisk Have hele vinteren. Den kommer ikke til foderbrættet i villahaverne for den spiser ikke frø, bær eller frugter. Den lever til gengæld af bladlus fra mange af de imponerende nåletræer, som Aksel Olsen plantede rundt om i haven.