Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

En hæk til alle haver

Sommerferien er godt i gang for mange, og det betyder måske tid til at være i haven. Et af de mange gøremål er, måske i så fald, hækklipning. De fleste der har have, har også hække omkring haven, og måske har man også hække inde i selve haven som rum-adskillelse til de forskellige afdelinger.

Hækkeplanter

I Danmark er de to mest almindelige hækplanter liguster og bøg. Det er nemme og gode planter som i mange år har været danskernes førstevalg. Men der er også andre muligheder såsom spiræa, tjørn og navr. De senere år er det også blevet meget populært at have hække af laurbærkirsebær, med sine store stedsegrønne blade, men som desværre ikke altid er lige vinterhårdfør eller tolerant.

Inspiration udefra

Faktisk er der masser af muligheder når det kommer til at vælge, hvad man vil plante som hæk. Hvis man vil have inspiration kan man kigge til vores nabolande. Lige syd for den dansk–tyske grænse kan man se mange hække af f.eks. Rhododendron, kristtorn, cypres og Pibeved. I England er taks en yndet hækplante. Mange steder i USA er hæk mellem haver ikke velanset, og i stedet plantes der måske nogle små lave buske i et uformelt system.

Så mulighederne er mange. Det vigtigste er at de arter man bruger kan tåle at blive klippet jævnligt. Det er nemlig ikke alle planter der er glade for at blive klippet. Dernæst skal man også finde ud af hvor stor ens hæk må blive, og hvor tit man vil klippe den. De fleste hække kan man nøjes med at klippe en gang om året. Men hvis det er en hurtigt voksende art, så kan det være nødvendigt at klippe den to gange om året.

En hæk med blomster

Hvis den hæk man vælger har smukke og duftende blomster, så er det heller ikke lige meget, hvornår man klipper den. Hvis man vil have blomstring hvert år, kan det nemlig godt have betydning hvornår man klipper den. Tit vil man skulle klippe de hække, som man ønsker blomster på, lige efter at de er afblomstret, så de kan nå at lave nye skud til næste års blomstring.

 

Skrevet af Gartner og Natur- og kulturformidler Niels Arne Melballe

Foto: Geografisk Have