Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Dværgmorbær

Dværgmorbær

Sidste år anlagde Geografisk Have en ny Naturhave. Der var nogle specifikke ønsker til beplantning i haven, dels skulle det være biodiversitetsvenligt og dels skulle planterne helst være spiselige for mennesker. Med disse instruktioner gik jeg på jagt hos diverse planteskoler. Det var her at jeg pludselig stødte på en ny plante, som jeg ikke havde hørt om før. Det var en ny dværgmorbær Morus rotundiloba ’Mojo Berry’ som skulle egne sig fantastisk til den spiselige have. 

Kongelige silkeorme

Normalt er morbær et stort træ. De to mest kendte arter i Danmark er hvid morbær og rød morbær. I Kina vokser den hvide morbær, som også bliver brugt til at fodre silkeorme med, til produktion af silke. Kong Christian IV bragte hvid morbær til Danmark allerede i Renæssancen, i håbet om at kunne lave silke. Det blev som bekendt ikke nogen stor forretning! Efter den tid er der ikke blevet plantet ret mange morbærtræer i Danmark, for både sort og hvid morbær er altså lidt sarte i det danske klima.

En af dette århundredes mest lovende haveplanter?

Men denne nye morbær er altså mere hårdfør og den giver bær allerede i løbet af de første par år. Man kan diskutere om morbær smager godt, nogle synes de smager vammelt, mens andre synes at de er skønne. Men det er under alle omstændigheder en dyrkningsværdig plante. Dværgmorbærtræet er der i alt fald høje forventninger til, ikke mindst fordi den kan vokse i en almindelig have uden at fylde for meget og fordi den er hårdfør. Selvom den fryser lidt tilbage, så skulle der være gode chancer for at få bær på den følgende sommer. I Geografisk Have er vi meget spændte på at se, hvordan vores dværgmorbærplanter udvikler sig og om de kan leve op til det prædikat som flere har givet dem, som en af dette århundredes mest lovende nye haveplanter.

Du kan se dværgmorbær i den Naturhaven, sammen med mange andre planter som blev plantet sidste efterår, de er ikke så store endnu, men har allerede givet bær i år. Man kan også se en hvid morbær i Kina-området tæt ved Bambuslunden skråt over for Kinahytten.  

Læs flere interessante klummer om naturens vidundere her.