Djævlebid og sommerfugleføde
Har du nogensinde gået en tur i den danske natur og tænkt over, hvilke danske planter der ville være smukke i en have. Mange europæere har gjort sig turen til Kina eller andre fremmede lande og søgt efter planter, som kunne bruges i de europæiske haver. Men hvilke planter ville mon en plantejæger fra Asien tage med hjem og dyrke?
Succisa pratense
En af dem kunne for eksempel være djævlebid, Succisa pratense. Denne meget smukke urt med det lidt skræmmende navn er en af vores rigtig fine, vilde planter. Planten har sit navn på grund af et pudsigt rodnet, som vokser ud til siderne, men ikke nedad. Det det ser næsten ud, som om roden er blevet bidt af. Og hvem andre end djævlen kunne have gjort noget så tarveligt mod så en fin plante?
Nem haveplante
Djævlebid vokser mest på fugtige steder på heden og overdrev, hvor jorden er lidt sur. Men faktisk er den meget fleksibel med jordbundsforhold og hvor fugtig jorden er. Den er derfor også en fin haveplante at dyrke. Den får smukke blålilla blomster og den blomstrer gerne i fra midten af juli og hele august.
Hedepletvingens foretrukne ret
Da det er en hjemmehørende plante, er den også vært for nogle af vores hjemmehørende insekter. Djævelens bid er såkaldt værtsplante for sommerfuglen hedepletvinge, som er en truet og sjælden sommerfugl i Europa. Faktisk er sommerfuglen så sjælden, at selvom djævlebid findes en del steder i Danmark, så findes hedepletvinge nu kun i Nordjylland. Hedepletvinge er en meget kræsen sommerfugl, og den er derfor fuldstændig afhængig af djævlebid.
Udbredt i hele Europa
Djævlebid er udbredt i hele Europa og helt over i det centrale Sibirien, men desværre er det en af de planter, der ikke klarer sig ret godt i konkurrence med andre. Mange af de steder den lever, bliver den altså fortrængt af andre planter.
Du kan se kan se djævlebid i Krydderurtehaven, Her står den, fordi planten også har været brugt mod hoste og inflammation i gamle dage.