Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Chokoladeranke

Her i efteråret bruger vi i Geografisk Have en del af vores tid på at indsamle frø af de planter, vi gerne vil opformere til næste år. En gang imellem opdager vi også nogle frø ved en tilfældighed. Det var netop tilfældet, da vi i sidste uge, et stykke oppe i en klatrende Akebia, fandt de smukkeste, lilla frøstande. De havde et eksotisk udseende med deres størrelse og fine farve. Akebia, som efterhånden har fået det danske navn chokoladeranke, er en kraftigt voksende slyngplante, som kommer fra Kina, Japan og Korea. Den kan fint vokse i danske haver og når den først har fået fat, er den ikke så let at komme af med igen.

Når chokoladeranken endelig sætter frugt

Chokoladeranke får de smukkeste bordeauxrøde blomster i foråret. De er ikke så store, men til gengæld gør de opmærksom på sig selv ved at dufte dejligt. Men selvom chokoladeranke kan blomstre overdådigt, er det ikke så tit, man får frugter på chokoladeranken. Den kan nemlig ikke bestøve sig selv – det kræver to planter. Og selv hvis man har to planter, så laver den ikke nødvendigvis frugter. Derfor er det også en glædelig og uventet oplevelse, når der endelig er frugter på. Der findes også sorter af chokoladeranke, som har cremehvide blomster, de er endnu ikke så almindelige i danske haver.

I Asien spiser man frugtkødet, som smager sødt og vandet – lidt hen ad melon. Desværre er den også fyldt med små sorte kerner, som er meget bitre og trælse at spise og derfor kan man komme på lidt af et arbejde med at spytte kerner ud.

Opdagelsen i Krydderurtehaven

Der findes fire arter af chokoladeranke, men den der dyrkes oftest i Danmark, er fembladet chokoladeranke. En sjælden gang falder man også over trebladet chokoladeranke. Og det var netop den, som vi i år fandt frugter på i Geografisk have. Du kan se planten i hjørnet af Krydderurtehaven, hvor den slynger sig højt til vejrs i en cypres. Den anden art, fembladet Akebia, vokser i hækken lige ved siden af samt flere andre steder i haven.