Brombær – smagen af sensommer

De fleste kan vist blive enige om, at smagen af et fuldmodent, nyplukket brombær er fantastisk. Netop nu bugner brombærbuskene med friske bær lige til at plukke og spise.

Brombær er nem at dyrke i sin egen have. Man kan med fordel plante den op ad et espalier, hvor man kan styre dens vækst og høste af de smukke bær. Man kan også ”forære” planten et stykke jord i hjørnet af haven, hvor man kan lade den udfolde sig naturligt. Så kan den nemt blive altdominerende i dens eget hjørne. Mange haveejere er dog ikke så glade for brombærs mange torne. For det er jo sikkert og vist, at man kan rive sig på brombær. Derfor forædlede man for cirka 20 år siden den tornfrie brombær, der hedder ’Thornless Evergreen’. Den er blevet meget populær i de danske haver, fordi man ikke river sig på den. Til gængæld har den andre ulemper. Den kan f.eks. ikke klare streng frost så godt som de naturlige sorter.

Bær til dyr og mennesker

Brombær spreder sig nemt vegetativt. Hvis man vil have nye friske skud, tager man blot en brombærgren, ligger ned på jorden og placerer en sten oven på den. På denne måde vil den lave nye rødder, og så har man hurtigt en ny brombærbusk til et andet sted i haven.

I naturen er brombær en vigtig kilde til næring for mange dyr og fugle. Den har en meget lang blomstringstid, og derfor er der rigtigt mange bier, svirrefluer og sommerfugle, som lever godt af dens nektar. Om sommeren er det både fugle og pattedyr, der mæsker sig i de lækre bær. De bær, der ikke bliver spist om sommeren, tørrer ind og bliver til klumper af brombærfrø, som vinteren igennem udgør føde til fugle som dompap og grønirisk.

Alle os, der bor i Kolding, bør også mæske os i fede lækre brombær netop nu, for der er rigtigt mange derude. I de levende hegn langs markerne, i Marielundskoven eller her i Geografisk Have, hvor brombær har fået lov til at sprede sig vildt i vores nordamerikanske afdeling, under de store nåletræer. Gå tur ud i sensommeren og velbekomme.


Af Niels Melballe
9. september 2019 | Haveblog

FacebookTwitterLinkedInEmail