Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Tulbaghia – Bladhvidløg

Nu har efteråret for alvor trængt sig ind på os, med regn og blæst og korte dage. Men efteråret er som regel en travl tid for havefolk og gartnere. Det er nemlig nu, det er bedst at plante nye planter og flytte og dele de planter der trænger til det. Men lige straks skal alle de sarte vækster også tages ind. For nattefrosten begynder tit sidst i denne måned.

Eksperimentering

En af de planter der har fået opmærksomhed i Geografisk Have den seneste uge, er Bladhvidløg. Bladhvidløg eller Tulbaghia, som den også hedder, har nemlig stået i vores staudehave hele sommeren. Men nu er den taget op, for den skal nemlig deles og så skal der eksperimenteres lidt!

Sydafrikansk løgvækst

Bladhvidløg er en løgvækst der kommer fra Sydafrika. Her vokser den blandt andet i Drakensberg bjergene, som er kendt for sin mangfoldige og rige flora. Men selvom der godt kan blive koldt i Sydafrikas bjerge, så bliver det ikke vinter, sådan som det gør i Danmark. Derfor er bladhvidløg lige på grænsen til at kunne overvintre ude i Danmark. Selvom vi forbinder Afrika med varme og sol, så er der en del af de haveplanter vi bruger i haverne, som kommer fra Afrika for eksempel Montbretia og Raketblomst. Faktisk kan man også møde en anden afrikansk plante i Kolding nemlig Smalbladet brandbæger, som er kommet til Danmark som blind passager med andre varer. Den vokser blandt andet ved havnen langs Jens Holms vej.

Overvintring

Men det skal i år afprøves om Bladhvidløget kan overleve udenfor, så nu er planterne delt og nogle bliver flyttet ind i væksthusene, mens resten kommer tilbage mellem stauderne og skal forsøge at klare sig gennem vinteren med en god dyne af blade over sig.

Krydderi i madlavning

Bladhvidløg er endnu ikke så kendt i Danmark, men er på vej frem og kan efterhånden købes mange steder. Hele planten lugter af hvidløg og den kan bruges i madlavning som krydderi. Men faktisk får den også nogle rigtig fine blomster som er meget dekorative og derfor bruges planten også meget til pryd i krukker eller mellem stauder og græsser.

Skrevet af Gartner og Natur- og Kulturformidler Niels Melballe.