Bjergté og Salal

Bjergté og Salal

Nu er mange af bladende efterhånden faldet af buske og træer. Derfor er det nu også tydeligt hvilke planter der er grønne året rundt, eller som det korrekt hedder, hvilke planter der er stedsegrønne.

Brugt i krukker

En af de stedsegrønne er busken bjergté, Gaultheria. Der findes faktisk en håndfuld arter af bjergté, men i Danmark er det mest Gaulteria procumbens vi dyrker. Den bliver især flittigt brugt i krukker her i efteråret, fordi den er kompakt og stedsegrøn og fordi den lyser op med sine smukke røde bær. Bær som i øvrigt ikke er decideret giftige, men har en ret speciel smag. Den kommer oprindeligt fra det østlige Nordamerika, hvor den vokser i bunden af skovene. Den vokser bedst i en sandet muldjord eller spagnum, fordi den godt kan lide en lidt sur jord.

En fætter fra Nordamerikas kyst

En fætter til den almindelige bjergté, som mange sikkert også kender, finder man på den modsatte kyst af Nordamerika, nemlig salal, Gaulteria shallon. Salal dyrkes ikke så meget i danske haver, men til gengæld er den fast inventar i næsten hver eneste blomsterbuket som sælges i blomsterbutikkerne. De store grønne læderagtige blade er nemlig fantastisk langtidsholdbare og gode som fyld i buketter.

I læ under fyr og gran

Når salal ikke dyrkes så meget i Danmark, er det formentligt fordi den kræver nogle lidt særlige betingelser for at trives og se smuk ud året rundt. Planten er ellers ikke specielt sart, men dens store smukke blade kan godt blive grimme i løbet af en lang vinter, hvis ikke planten bliver placeret i læ og gerne under en fyr eller et grantræ. På den måde efterligner man nemlig salals naturlige levesteder, som er de store Vestamerikanske kystskove. Bærrene på salal er ikke lige så flotte og prangende som på bjergté men til gengæld er de spiselige og har udgjort en stor del af de indfødte Amerikaneres kost langt tilbage i tiden. Mens vi desværre ikke har almindelig bjergté i Geografisk Have, så kan man til gengæld se salal i Nordamerika-området. Her står den ved siden af bænken under de store Thujaer, i ly for barfrost og stærk sol.

Læs flere interessante klummer om naturens vidundere her.