Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Amerikansk Fyrretæge – måske overvintrer den i din kælder

Amerikansk Fyrretæge

Måske har du været en af de mange personer der i år har fundet ”Den amerikanske fyrretæge”? Siden 2016 har den spredt sig med lynets hast i Danmark. Vi mennesker opdager primært det bemærkelsesværdige insekt, når vinterfrosten sætter ind. Amerikansk fyrretæge overvintrer nemlig i vores huse. Særligt her i efteråret 2019 har de sociale mediers insektgrupper været oversvømmet med billeder af og spørgsmål om det lille kræ. Fordi rigtigt mange mennesker har set Amerikansk Fyrretæge omkring deres huse for første gang i disse år, og undres selvfølgelig over dette nye og bemærkelsesværdige insekt.

Amerikansk Fyrretæge kommer oprindeligt fra Canada og Nordamerika. I 1999 blev den registreret i Italien, for første gang i Europa. Sikkert indført via tømmer. Derfra gik der 10 år, før tægen blev registreret i Danmark første gang. Særligt de sidste 4 år er den blevet registret i stort antal og overalt i landet.

Fyrretæge lever af nåletræer

Den Amerikanske Fyrretæge lever af nåletræer. Primært skovfyr og bjergfyr, men kan dog leve på grantræer også. Her finder den fyrretræernes frø og suger dem ud med sin lange snabel. Derudover lægger den sine æg på træernes nåle, hvor larverne så udvikler sig.

I Geografisk Have har vi højst sandsynligt Amerikansk Fyrretæge i vores nordamerikanske afdeling, hvor den hører sig til blandt de store nåletræer. Tægen på billedet er dog en som er fundet i en kælder her i Kolding. Vi har stadig til gode at finde en præcis i Geografisk Have. Men det sker før eller siden. I må også holde øje. Det kan jo være I slæber den ind i stuen med juletræet, for første gang i år?

Tæge er ikke en skovflåt

For god ordens skyld må det hellere nævnes at en tæge intet har med en ”skovflåt” at gøre, hvilket mange tror. Forskellen på en tæge og en skovflåt er i dyreverdenen stor. En skovflåt er en mide, der bl.a. suger blod på os mennesker, og kan smitte med borelia. Skovflåten har 8 ben og tilhører en gruppe af dyr der hedder ”spindlere”. Ligesom edderkopper.

Tæger er en gruppe af insekter. De har 6 ben og suger plantesaft. Tæger kan være utroligt flotte og er harmløse over for os mennesker. Prøv selv at google ”stribetæge”, ”bredtæge” eller ”løvtæge”. Du kender dem måske allerede?