Det er blevet den tid på året, hvor der skal høstes æbler og humle…. For de fleste nok navnlig det første. For mens der stadig er masser af ’æblegårde’ i Danmark, så er der ikke mange humlehaver tilbage. I gamle dage var humle en meget dyrket plante, som skulle høstes nu, hvor kornhøsten var overstået. Den skulle så bruges som tilsætning, når man bryggede øl på gården.
Hjemmehørende i Danmark
Så humle Humulus lupulus er en gammel dansk kulturplante, som faktisk også er hjemmehørende i Danmark. Mange af de humleplanter, vi finder i naturen i dag, er dog såkaldte relikter fra tidligere tiders dyrkning. Faktisk er det i dag vanskeligt at kende de oprindelige vilde bestande fra de dyrkede. Man har forædlet og udvalgt de planter, som har været bedst til ølbrygning. Derudover har man også spist de nye fine skud på humlen, som er blevet kaldt for fattigmandsasparges. Humle er særkøn, og det vil sige, at han og hun blomsterne sidder på hver sin plante, og det er kun hunplanter, der får de sjove små ’kopper’.
Vokser op til 6 meter på et år
I naturen knytter humle sig til ellesumpe og askevæld. Den ynder at stå fugtigt og vil gerne have noget at vokse op ad, da den kan op til seks meter på et år, med kraftige slyngende grene der næsten kan overtage et træ. Derfor kaldte man den i gamle dage for pileulv. Humlens frugter kaldes i øvrigt humlekopper og ligner måske mest af alt en lille grøn kogle.
Tidligere anvendt som søvndyssende middel
Humle har været brugt til mange formål, men mest kendt er nok ølbrygning, hvor den giver smag. Den indeholder forskellige stoffer, som har gjort den anvendelig i medicin. Blandt andet kan humlefrugterne have en søvndyssende effekt. Således puttede man under første verdenskrig humlekopper i hovedpuderne på lazaretterne, når man manglede sovemidler.
Du kan se humle i Geografisk Have i Krydderurtehaven, hvor der blandt andet kan ses den lokale sort ’Gyndbjerg’, der er blevet opdaget af en ølbrygger fra nabobyen Bjert.
