Unik oplevelse – massiv blomstring dette forår

Måske synes du at der er nogle planter derude i naturen eller haven, som har blomstret helt vildt i år. Altså mere end de plejer. Det er faktisk også rigtigt. Det er den ekstremt tørre sommer sidste år, som er på spil igen. En del planter allerede begynder at danne knopperne til næste års vækst den foregående sommer. Klimaet i løbet af sådan en sommer påvirker naturligvis planterne, men det påvirker også hvilke knopper, der dannes til den kommende sæson. En busk eller et træ kan både danne bladknopper og blomsterknopper. Sidste år fik den varme og tørre sommer mange planter til at danne mange flere blomsterknopper, end de normalt vil gøre. Det kan vi så nyde i dette forår.

Det er selvfølgelig dejligt med alle de blomster, men egentligt er det ikke nogen stor fordel for planterne. Det er en form for stress-reaktion, der kan komme til at hæmme planterne i den kommende sæson og gøre dem mere modtagelige for sygdomme. Men det er ikke det store vi som haveejere kan gøre noget ved. Vi kan blot glæde os over alle de fascinerende blomster.

Blomstrende grantræer

Nogle af de planter vi i Geografisk Have har bemærket er grantræerne, som har blomstret helt exceptionelt i år og som er utroligt smukke. Oftest er grantræer ret gamle, før de begynder at blomstre og tit sidder blomsterne i toppen af træet, så man ikke kan se dem. I år har vi derimod kunne se dem på næsten hver eneste gren. Hold også øje med et af de mere sjældne træer, som for eksempel Cornus florida fra Nordamerika, som blomstrer med små fine hvide blomster. Også vores almindelige danske træarter som bøg, birk og eg har blomstret helt fantastisk i år. Det tegner til at blive et godt olden-år.

Så på sin vis kan man godt sige, at faren fra sidste sommer ikke helt er overstået, selvom planterne har overlevet tørken. Vi er dog glade for, at vi i Geografisk Have kan konstatere, at det kun er et fåtal af planter, der er bukket under for tørken sidste år. Kig forbi, hvis du er nysgerrig efter at se et syn af blomstrende træer, som man kun meget sjældent får chance for at opleve.

Fotoet viser Jessogran fra Asien, som har virkelig flotte røde (hunlige) blomster.


Af Niels Melballe
9. september 2019 | Haveblog

FacebookTwitterLinkedInEmail