Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Sommerblomsten til alle tider

Elsket eller hadet

I denne uge skal det handle om en rigtig sommerblomst, nemlig Tagetes. Tagetes er en af vores mest populære sommerblomster. Enten elsket eller hadet på grund af dens kraftige farver eller markante duft (nogle ville nok sige lugt). For en lille generations tid siden var tagetes en meget brugt prydplante i danske haver. Jeg husker mine bedsteforældres have, hvor der var plantet tagetes hele vejen rundt i kanten af staudebedet. Siden tabte de lidt i popularitet, men nu er de blevet super moderne igen. Men der er en forskel fra dengang og nu. For de Tagetes der stod i mine bedsteforældres have var arten patula, men i dag er det primært tenuifolia som bruges. Tagetes tenuifolia er nemlig spiselig, og det er nok en af grundene til at den er blevet så populær i dag.

Tagetes er nemme at dyrke. De kan sås indendøre i april og udplantes i starten af maj. De skal stå i sol og vandes, ellers passer de faktisk sig selv. Der går kun meget sjældent utøj i dem, lige på nær snegle, som gerne spiser dem. Visse arter af tagetes bruges også til at forbedre jorden med, da de udskiller et stof som afskrækker skadelige nematoder.

Kendt i hele verden

Tagetes er i øvrigt kendt i det meste af verden. Den kommer oprindeligt fra mellem – og Sydamerika, hvor blandt andet Aztekerne angiveligt anså blomsten for at være hellig og dyrkede den ved deres huse. Senere kom blomsten til Indien, hvor de den dag i dag også anses for at være hellig og bruges i diverse ceremonier. Tagetes er opkaldt efter profeten Tages i den etruskiske mytologi som rejste sig ud af en frisk pløjet fure på en mark.

I Geografisk Have kan du både se Tagetes tenuifolia og erecta, henholdsvis i krukkerne ved terrassen og i Rosenhaven, hvor de bruges til jordforbedring, så rosenbedene kan blive parate til nye friske roser til næste år.