30. juni 2019 // Danmarks internationalt anerkendte rosenekspert, forfatter, landskabsarkitekt, planteskoleejer og billedkunstner Torben Thim giver foredrag med udgangspunkt i sin nyeste bog “The History of the Rose in Denmark”. Bogens emner er historie, kultur, botanik og forædling. Torben Thim er forfatter til adskillige bøger om roser. Bogen her er udgivet i forbindelse med den store Verdenskongres for Roser, som blev holdt i Danmark i 2018, “World Rose Convention”. Torben Thims helt særlige evner til at tryllebinde og fastholde læsere og tilhørere med sin kærlighed og fascination af roser får fuldt blus i bogen og foredraget. Hvad er den spændende kulturhistorie vedrørende roser i Danmark? Kan et lille land som Danmark have stor betydning i forbindelse med udvikling af nye roser?

Før eller efter foredraget kan man gå på opdagelse i Rosenhaven med over 5000 roser, hovedsageligt moderne roser eller besøge havens Rosarium med historiske roser med pragtfulde dufte. Det er også en stor oplevelse at se områderne i haven med vilde roser, som Aksel Olsen havde en særlig passion for. De er mere robuste og kræver mindre pasning. Èn af de roser, som Aksel Olsen fremavlede var Rosa Helena ‘Lykkefund’, som er en utrolig smuk slyngrose med en overdådig blomstring i juni-juli. Den er meget robust overfor diverse sygdomme, den har en dejlig duft. Desuden kan den på få år komme til at brede sig, så man skal give den god plads og måske et stativ eller anden støtte. Den kan duftes på 10-20 meters afstand.

Foredraget foregår på dansk og er arrangeret i samarbejde mellem Det Danske Rosenselskab, Kreds Trekanten og Geografisk Have.

Tid: Kl. 13.00-15.00 incl. kaffe/kage-pause.
Sted: Lokale i Kolding Miniby, indgang via Geografisk Haves hovedindgang.
Pris: Foredraget, entré til haven og kaffe/kage koster 220 kr. for medlemmer af Det Danske Rosenselskab og 250 kr. for ikke-medlemmer. Såfremt man har årskort eller tilsvarende til Geografisk Have er prisen 200 kr. for foredrag og kaffe/kage.
Tilmelding: Sker på info@geografiskhave.dk eller sms til 23326524 senest mandag 24. juni.
Max. deltagerantal: 50 personer.