Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Rhododendron yakushimanum – Surbundsbedets vinder

Rhododendron yakushimanum – Surbundsbedets vinder

Nu er det igen blevet højsæson for de blomstrende rhododendron. En af de rhododendron-arter der er blevet lovprist som en af de bedste til danske haver, er Rhododendron yakushimanum. Det udtales ya-ku-shi-ma-num. Desværre har denne rhododendron aldrig fået noget dansk navn, så indtil videre bliver vi nok nødt til at bruge det botaniske.

Rhododendron yakushimanum kommer fra Japan, hvor den gror oppe imellem 1000-2000 meters højde i bjergene. Her vokser den under relativt barske forhold. Det er derfor at den er så god til at klare de danske vintre, som i disse år nok mest minder om en solferie for sådan en plante, som er vant til at gro på de bare vindblæste bjergtinder. Det optimale for rhododendron yakushimanum er at stå i det fri med masser af lys.
Yakushimanum er en stedsegrøn rhododendron, hvilket vil sige, at den ikke taber bladene om vinteren. For at planten ikke skal dø af blæst og kulde, er undersiden af bladene udstyret med et filtlag, som i fagsprog kaldes ’indument’. Det er med til at beskytte bladene, som sammen med rødderne, fungerer som plantens lunger. Derudover kan bladene rulle sig sammen, hvilket også er med til at beskytte undersiden af bladet.

Den oprindelige yakushimanum-art har hvide blomster, som nogle gange får en antydning af rosa. Der er efterhånden blevet lavet mange krydsninger og hybrider af planten, og derfor findes der nu også røde og lyserøde typer. Rhododendron yakushimanum blomstrer typisk midt i maj, hvor nattefrosten kun sjældent gør skade på de fine blomster. Derfor står blomstringen også altid meget smukt, og virker helt overdådig, fordi planten har en meget kompakt og tæt vækst.

Aksel Olsen indførte 200 Rhododendron til Danmark

Det er lidt usikkert hvornår den første Rhododendron yakushimanum kom til Danmark, men man mener, at det kan have været Geografisk Haves grundlægger Aksel Olsen, som i 1961 fik bragt de første planter til Danmark. Efterkommerene af netop disse planter, blomstrer netop nu og kan ses i Geografisk Haves Japanområde, tæt ved hjørnet af Rosenhaven, hvor Junglestien starter. Her kan man også se andre sorter og hybrider af arten. Ifølge Aksel Olsen selv, skulle han have indført omkring 200 forskellige arter af rhododendron til Danmark. Og besøger man Geografisk Have nu, vil Rhododendron yakushimanum nok være i blomst, ligesom mange andre af havens smukke planter.

Læs flere interessante klummer om naturens vidundere her.