Lidt om liljer

I den sidste weekend her i maj holder Geografisk Have sit store årlige plantemarked. Som noget lidt specielt vil der i år være mindst tre stande, der udelukkende sælger liljer. Liljer er enormt smukke og meget populære både i haven og i buketter, og så dufter de fleste af dem også dejligt.

Lilje-divisioner

Liljer har været dyrket og forædlet i mange hundrede år, og der findes et hav af sorter. Men der findes også en del arter. Det vil sige forskellige arter af liljer, man kan finde vildtvoksende rundtomkring i verden. For at forsøge at skabe lidt ’orden’ i det store virvar af liljer har botanikere grupperet både arter og sorter i nogle såkaldte divisioner. Alle rene arter hører til division IX (9). På Plantemarkedet i Geografisk Have vil du i år kunne finde liljer fra division IX, men også forskellige hybrider og forædlinger som er de liljer, der sælges flest af til danske haver.

Dyrkning og trivsel

Hybrider er i mange tilfælde lettere at dyrke end de rene arter, der er vildtvoksende. Hybriderne er også fremavlet til at have større blomster. Det er nemlig sådan med liljer, at mens nogle er rimeligt nemme at dyrke, så er der også arter, der nærmest er umulige at lykkes med. Det er derfor svært at sige noget generelt om, hvordan man bedst dyrker liljer. Nogle trives i tung lerjord, og andre trives under de mest nærringsfattige og sandede forhold. Som en hovedregel kan man dog sige, at de fleste liljer ikke kan tåle at stå i konstant våd jord.

Massiv duft

Vi har desværre ikke ret mange liljer i Geografisk Have. Dog har vi en del martagon-liljer, som sår sig selv rundt omkring, og benåder os med sine smukke blomster. Dette dog kun så længe løget ikke forstyrres, for bliver det forstyrret, så vil det ofte undlade at blomstre i flere år frem. I Væksthuset kan du også se den kinesiske Lillium regale, som måske er en af de smukkeste arter af liljer med rent hvide blomster og massiv duft. Den eneste grund til at de står i Væksthuset er, at de her står beskyttet for rådyr, harer med videre. De kan ellers klare sig fint udendørs!


Af Niels Melballe
2. maj 2022 | HaveblogNYHEDER

FacebookTwitterLinkedInEmail

Læs flere interessante klummer om naturens vidundere her.