Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Kompost af blade

Kompost af blade

De fleste træer står nøgne her i vores milde vinter. Alle deres blade er for længst faldet og spredt sig ud over jord og græs. Normalt samler vi dem ind og kører dem væk, men dette er ikke nødvendigt. Blade er en vigtig del af naturen, både til naturlig gødning, føde for dyr og hjem til et hav af insekter og hvirveldyr. Bladene kan genbruges og dermed forbedre din have og dens liv.

En bladkompost bygges op af udelukkende blade, og fungerer ellers som en normal kompost bunke. Det starter i efteråret når bladene netop falder, hvor de rives sammen i en bunke. Du kan have lavet en ramme af træ inden, for bedre at holde på bunken, men dette er ikke nødvendigt. Placer den gerne i et skygget område så den ikke tørrer ud. Blade fra forskellige træer må godt blandes. Som du vil se, vil bunken hurtigt aftage i højden, så den kan ofte blive toppet med flere blade. Bunken behøves ikke at vendes eller vandes.

Komposten er klar…

Når vinteren er forbi, og vi atter er i haven vil bunken være klar til brug. Det meste af bladkomposten er blevet delvist til fuldt nedbrudt. Spred komposten ud på bede og under træer og buske. Ikke nedbrudte blade kan efterlades tilbage i bunken. Komposten kan både graves ned, eller bare lægges ud over jorden.

Komposten vil langsomt blive nedbrudt på stedet og give næring til planterne omkring. Dette er en naturlig og bæredygtig gødning. Ud over at være gødning vil komposten også tiltrække både dyre- og insektliv til haven. Regnorme, bænkebidere, skolopendre og biller vil bo inde i komposten, og det vil tiltrække fugle, pindsvin og frøer, som lever af disse. Komposten er også god til at holde på vand, beskytter planterødderne både for ekstrem kulde og varme, og forhindre ukrudt i at etablere sig.

I Geografisk Have kan du se, at der er spredt blandt andet blade ud på nogle af bedene i den økologiske køkkenhave. Det tegner allerede godt for næste sæson.