Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Efterår Er Plantetid

Et godt gammelt gartnerordsprog siger ”Det, der plantes i efteråret skal gro og det, der plantes i foråret kan gro”. Det dækker over, at hvis man planter om efteråret er jorden normalt fugtig, og planterne har derfor optimale betingelser for at slå rødder og dermed overleve og være parat til at gro næste forår. Hvis man først planter til foråret, skal man være meget omhyggelig med at vande og hvis det svipser, kan man risikere, at planterne dør.

Godt så. Nu er det bare sådan i dette år, at sensommeren indtil videre har været uendelig tør. Derfor kan man kun anbefale at tilføre ”rigelig vand”, hvis man planter nu. Det er fortsat en god idé at plante nu, men husk vanding, hvis ikke vejrguderne kommer os til undsætning.

Træer, buske og stauder kan med fordel plantes nu. Det er nu, at man kan smage på forskellige frugter og lige præcis udvælge dét æble, som skal pryde haven i fremtiden. Plantearbejdet er sjovt at lave sammen med børn og man vil altid huske hvem, der var med til at plante et træ i haven. Der er brug for stærke kræfter til at grave hullet. Snak med planteskolen hvor du køber træet om, hvordan du planter på den bedste måde. Og som sagt – der skal vandes.

Det er også rigtig fint at få fordelt noget af havearbejdet, så det hele ikke ligger i foråret. Og hvem nyder ikke fornemmelsen af at være godt forberedt på næste år.

I Geografisk Have har vi lige plantet 300 nye bambus på havens legeplads ved indgangen. På fotoet er vores nye virksomhedspraktikant Ata i fuld gang med at give de nyplantede bambus vand. Selvom det er efterår og jorden normalt ville være fugtig, er året i år bare anderledes.

Første fase af genopbygningen af legepladsen ved havens indgang er næste afsluttet. I denne uge kommer en ny høj rutchebane op. Taget er lavet som en kinesisk pagode og det bliver så flot.

Og ja – den står selvfølgelig i den del af legepladsen, som er ”Kina”. Vi satser på, at der kan skaffes midler til næste fase af legepladsen, for et mylder af gode ideer står i kø for at blive realiseret.