1. december 2019 // Hver weekend i julen kan du opleve “Julefred i Vinterhaven”.  Det er vores bud på en jul med nærvær, samvær, forundring og kreativitet. Egealferne og deres fortryllede verden er i år flyttet ind i Væksthuset og indbyder til at gå på opdagelse blandt magiske væsner og grønne planter. Du kan også lave dine egne julegaver i Gaveværkstedet. Klimavenlige gør-det-selv-gaver er nemlig et hit og ikke mindst – afstressende og hyggelige at lave.

Guidet Meditation

Få julefreden helt ind under huden med dagens Julegæst meditationslærer, foredragsholder og forfatter Svend Triers beroligende stemme. Tidligere på året var Svend Trier i Geografisk Have og guidede 4 meditations øvelser. Øvelserne kan man lave hvor som helst i have, park eller natur.
Svend Trier har blandt andet skrevet bogen “Meditation – en rejse tilbage til dig selv” og er stifter af stedet Quantum Seminars, der arrangerer kurser og seminarer med fremtrædende lærere. Det er med fokus på at udvikle den menneskelige bevidsthed og evne til nærvær, empati og glæde.

Tid: Vi viser de 4 øvelser kl. 11, 12, 13 og 14. Øvelserne har en varighed på 10-15 minutter.
Sted: På storskærm i Krydderurtehytten.
Pris: Det er gratis at deltage, når man har betalt vinterentré til haven.
Bemærk: Meditationen kræver at der er ro i lokalet, som ikke er opvarmet. Medbring derfor godt med varmt tøj.

I en travl juletid er der ekstra god grund til at øve sig i meditation, så man kan få fuldt og helt udbytte ud af den tid, som man afsætter til at slappe af, stresse af eller gøre noget andet dejligt.

Her får du en intro til meditationsøvelserne.

Læs alt om vores særlige julearrangement “Julefred i Vinterhaven” her.