13. februar 2020 // Vinterferie i Geografisk Have

Vil du gøre en forskel for insekter i den danske natur? Med et insekthotel kan du være med til at fremme biodiversiteten og sikre ynglesteder til de danske insekter og bier.

Som udgangspunkt er insekthotellerne bygget op som en fuglekasse. Kassen er fyldt med masser af forskellige ting, som insekter enten kan gemme sig i om vinteren, eller lægge æg og bo i om sommeren.
Døde bambusgrene, der er klippet i korte længder, er gode at lægge ind i insekthotellet, fordi de er hule. Insekterne kan kravle ind i pindene. Man kan også bore huller i træklodser, hvor specielt mange hvepse eller vilde bier leder efter den slags gemmesteder. Mange af disse arter lægger æg og larver i de hule pinde. Hvepsene gør gavn i haven fordi de er rovdyr, der blandt andet spiser bladlus. Bierne gør gavn ved at de lægger deres larver ind i de hule rør og fodrer dem med pollen fra havens blomster, der hermed bliver bestøvet.

For at gavne sommerfugle og mariehøns kan man lægge grankogler, blade og halm eller knuste potteskår ind. Det er kun fantasien der sætter grænser for hvor flot et insekthotel kan blive. Og til sommer er det frem med luppen og øve sig i at artsbestemme nogle af de mange insekter og dermed lære sin egen have endnu bedre at kende.

Program
Kl. 12-16: Insekthotelværksted – byg et insekthotel til din have. Det er havens Naturvejleder Rune, der er vært ved værkstedet, hvor du kan bygge et flot insekthotel. Vi starter med instruktion hver hele time kl. 12, 13, 14 og 15. Det tager max. 1 time at bygge et insekthotel. Det koster 50 kr. for materialer og instruktion for hvert insekthotel, som du vil bygge.

Tilmelding er nødvendig og skal ske på info@geografiskhave.dk eller sms til 23326524 senest 9, februar.

Der er gratis entré til haven. Se også program for de øvrige hverdage i uge 7 med spændende aktiviteter.