Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Perlebusken

Kom maj, du søde milde

I denne skønne tid, er der så utroligt mange planter, der blomstrer, at det kan være svært at fokusere på én bestemt. Samtidig er der så meget arbejde i haven, at man måske næsten glemmer at nyde det. For det har været en tør start på maj, så planterne har kaldt på vand, og alligevel lader ukrudtet til at vokse ufortrødent videre. I køkkenhaven er jorden ved at være god og varm, og der skal sås og plantes i stor stil.

Perlebusken hvide flor

En af de buske, jeg alligevel altid sætter tid af til at nyde, er perlebusk med det botaniske navn Exochorda. Den blomstrer lige nu med sine kridhvide blomster, der sidder i klasser. Lige inden blomsterne springer ud, ligger de som kuglerunde knopper, der ligner perler. Bladene kommer frem cirka samtidig med blomsterne, og resten af sæsonen står busken med et smukt løv lige indtil efteråret. Er man heldig, kommer der også de smukkeste stjerneformede frøstande, som er meget dekorative.

Perlebusken kommer fra Kina og Centralasien, og hvad man ellers kan sige om den kommer lidt an på, hvordan man ser på den botanisk. Det er nemlig en af de planter, der hersker en stor uenighed om i botaniske kredse. Nogle mener der kun findes én art og fire underarter – andre mener, at der findes tre arter og et par underarter.  Desuden er der nogle få krydsninger, og det er faktisk dem, vi bruger mest i danske haver.

Den mest kendte herhjemme er nok Exochorda x macrantha ’The Bride’. Den er relativt langsomt voksende og har en meget overhængende vækst, som næsten giver indtryk af, at den er krybende. Den kan dog med tiden faktisk komme op i mandshøjde.

Perlebusken i Geografisk Have

De fleste perlebusk trives på almindelig god jord, undtagen den art/underart der hedder rasemosa, som trives bedst på en sur jord som for eksempel i et rhododendronbed. Hvis du vil se perlebusken i Geografisk Have, står den i Kinaområdet ikke langt fra statuen Amalie med Katten. Kommer du i pinseweekenden, kan du måske endda være heldig at finde perlebusken på vores Plantemarked – her sælges nemlig blandt andet alverdens planter!

Haveklummen er skrevet af Gartner og Natur- og Kulturformidler, Niels Melballe.