Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Hassel – efteråret er ”nøddens stund”

Hassel – efteråret er ”nøddens stund”

En helt frisk hasselnød, der netop er faldet ned fra træet smager bedst. Meget bedre end dem, som man kan købe i butikkerne. Og det er nu man skal ud og lede efter hasselnødder i skovene og i levende hegn langs markerne. Hassel er et træ med rigtigt mange kvaliteter. Både for mennesker og for dyr.
I gammel tid plantede man hassel mange steder i hegn. Så kunne man nemlig både hente lange rette hassel pinde, der kunne bruges til alt muligt. Og få lækre nødder om efteråret.
Hassel har den egenskab, at hvis du skærer den helt ned, bliver den ved med at skyde fra rødderne. Og få år efter en nedskæring vil der stå nye hasselgrene/stammer der er vokset op igen. Den enkelte stamme på en hasselbusk, kan blive op til 80 år gammel, men selve hasselbusken kan være flere 100 år gammel, hvis den er bliver skåret ned og man hele tiden lader nye stammer vokse op.

Nøddesnudebillen

De lækre hasselnødder er ikke kun elsket af os mennesker. Rigtigt mange dyr elsker dem også. Egern, mus, krager, spætter og nøddesnudebiller for at nævne nogle. Og de store dyr som egern gemmer nødderne som vinterforråd. På denne måde bliver hasseltræet spredt, for nogle få af de gode nødder vil måske blive glemt af egernet i løbet af vinteren. Der ligger nu en lille nød, placeret et godt og sikkert sted, hvorfra det kan spire på ny.
Inden egern, krager og mus mæsker sig i alle de fine nødder vil jeg anbefale at I selv går på nøddejagt en af dagene. Der er hassel rigtigt mange steder i Kolding området. Hvis I finder en nød, med et fint lille rundt hul i – så er det sikkert ”nøddesnudebillen” der har været på spil. Den voksne nøddesnudebille har i sommers, lagt et æg i blomsten. Ægget bliver til en larve der vokser sammen med nødden og spiser af den samtidig. Nu i efteråret, borer nøddesnudebillens larve sig ud af nøddeskallen, heraf kommer det meget fine hul. Du kan ofte finde de små hvide larver under et hasseltræ hvor larverne er ved at kravle ned i jorden, hvor de bliver til en puppe der ligger og venter på at blive til en fuldvoksen ”nøddesnudebille” til næste år.

Tekst til Billedet:
Hasselnød med hul fra Snudebillelarven der har boret sig ud af skallen.