Økologisk køkkenhaveskole // GARDENHOOD

Økologisk køkkenhaveskole

Gardenhood

Her kan alle interesserede mødes og lære om økologisk havedyrkning i praksis. Det er en haveskole om økologisk havedyrkning og biodiversitet, hvor vi deler haveglæden i samvær og på tværs af nationaliteter, alder og køn. Gardenhood er i gang hver tirsdag i maj, juni og august.

Årets tema er “Fælleshaver”

I år fokuserer vi på Fælleshaver og det afspejler, at vi deles om opgaverne og nye deltagere er meget velkomne. Sammen hjælper vi hinanden med at løse de konkrete opgaver i køkkenhaven og lære hvordan en økologisk køkkenhave, uden brug af kemi, bliver til. Der skal graves, sås frø, sættes kartofler, vandes og luges.

Deltagelse

Man kommer i gennemsnit 2 gange om måneden og det er frivillige fra Landsforeningen Praktisk Økologi, der underviser og tilrettelægger arbejdet i samarbejde med Geografisk Have. Børn er meget velkomne. De kan deltage i det praktiske arbejde eller gå på opdagelse i alle de skønne legemuligheder.

Du er velkommen til at komme den første gang, for at se, om det er noget for dig. I høstsæsonen er der mulighed for at få grøntsager med hjem til husholdningen.

Praktisk info

Tid: Hver tirsdag kl. 17-19 i maj, juni og august.
Sted: Den Økologiske Køkkenhave i Geografisk Have.
Forplejning: Medbring selv drikkelse og evt. en lille snack.
Tilmelding: jette.vangslev@gmail.com eller sms til: 24 20 10 62.
Pris: Årskort for voksne: 225 kr // Årskort for pensionister/studerende: 140 kr.
Dette giver adgang til Geografisk Have (og Kolding Miniby) så tit du vil, og giver desuden rabat på entré til Koldinghus og Trapholt.

Der holdes sommerferie i juli måned og fortsættes indtil 30. august.

Skal du være Gardenhooder?

Gardenhood er for alle, der vil lære at dyrke deres have økologisk.  Der er ingen krav til forkundskaber. Både nye havefolk og mere erfarne, der gerne vil dyrke økologisk, kan have fordel af at være med i fællesskabet. Så har du lyst til at dyrke haven uden brug af kunstgødning og sprøjtegifte, vil du gerne have et godt resultat ud af havearbejdet og se plante- og dyreliv udfolde sig – så er Gardenhood noget for dig.

Læs mere om Praktisk Økologi her