Hvad er Gardenhood?
Gardenhood er et projekt, hvor vi er en gruppe knyttet til foreningen Praktisk Økologi, der laver en økologisk demonstrationshave i Geografisk Have i Kolding. Næste sæson er den syvende, og selvom vi allerede er en god gruppe, vil vi meget gerne have nye med. Gardenhood er et tilbud til alle om at lære nyt, og både nye som mere erfarne havedyrkere er velkomne til at være med. Så er du nysgerrig så tag endelig kontakt.
Fokus på bønner, ærter og andre bælgfrugter
I denne sæson vil vi have særligt fokus på at dyrke bønner, ærter og andre bælgfrugter – men målet er at dyrke de fleste almindelige grøntsager.
Vi mødes i Den Økologiske Køkkenhave hver tirsdag kl. 17 – 19 fra d. 25. april til d. 29. august – dog med sommerferie i juli.
Vi fordeler arbejdet fra gang til gang, men planlægningen af de 6 sædskifter fordeler vi mellem os, så 2 har ansvar for at skaffe de frø og planter, der skal bruges til et sædskifte.
Desuden har vi i år sammen planlagt at have nogle bælgfrugter i de fleste bede. På den måde er vi sikre på at komme godt i gang, når vi mødes den 25. april.
Bliv bedre til at dyrke økologisk køkkenhave
Udover at så, luge og plante laver vi kompost og snakker om de gode og mindre gode erfaringer med dyrkningen, så vi sammen bliver bedre. Vi holder også mindst en gang i sæsonen en middag, som vi forbereder af det, vi dyrker i haven.
Tid: Hver tirsdag kl. 17 – 19 fra d. 25. april til d. 29. august (dog med sommerferie i juli)
Sted: Den økologiske Køkkenhave i Geografisk Have
Pris: Det er gratis at deltage, men kræver et årskort til Geografisk Have.
Har du spørgsmål eller vil du gerne være med så kontakt Ole på 21441480 / ole@dall.dk.