Buksbom med udfordringer

Rigtig mange kender til buksbom. Herhjemme er det en af de planter, der anvendes mest til formklipning. Derudover bruges buksbom især på kirkegårde, som stedsegrønne hække, rundt om de mange gravsteder. At buksbom er en stedsegrøn busk betyder, at den har smukke grønne blade, både sommer og vinter.

Hvor finder man buksbom?

I Geografisk Have har vi også mange buksbom stående. Og her i løbet af december og januar, er de blevet studset og klippet i de karakteristiske kugleformer, som pryder haven bla. i Rosariet og Japan-området. Den mest almindelige buksbom i Danmark er ”Buxus Semperevirens”, som den hedder på latin. Det er den der oftest findes i haverne herhjemme, da den kan klare det danske klima. Men slægten ”Buxus” omfatter mere en 30 forskellige arter. De vokser både i Europa, Afrika, Mellemamerika og Asien – typisk i tempererede egne. Det er en af de ældste planter, der er indført og brugt som prydplante i Danmarks haver. Allerede i 1510 er den registreret i Danmark.

Buksbomhalvmøl

I mange år har der været et par svampesygdomme, som har kunne angribe buskbom. Gartnere har kæmpet imod dem, men nu er der kommet en ny trussel mod buksbom; nemlig et møl kaldet ”Buksbomhalvmøl”. ”Buksbomhalvmøl” blev ved en fejl importeret med en sending buksbom, der kom fra Asien til Tyskland i 2006. Og fra de planter startede buksbomhalvmøl, med at sprede sig gennem hele Europa, hvilket har været ret nemt for dem. De kan nemlig leve på alle arter af buksbom, som vokser i haver og på kirkegårde overalt i Europa. I 2013 fandt man buksbomhalvmøl i Danmark for første gang og i disse år kommer der flere og flere observationer af møllet.

Fremtidens æstetik

Buksbomhalvmøl ligger sine æg på buksbom, hvorefter larverne klækker ud og æder bladene. Og så er de virkelig svære at bekæmpe. Det kan på sigt have stor æstetisk betydning for vores kirkegårde, som bruger buksbom i meget stor stil. Også i Geografisk Have, vil vinterens udtryk af stedsegrønne planter, i den grad ændres, hvis det ender med, at vi får buksbomhalvmøl ind i haven. Endnu er den ikke registreret i Kolding, men det vil være underligt hvis ikke den dukker op i løbet af de kommende år.    


Af Rune Kjærgaard Lange
12. januar 2021 | Haveblog

FacebookTwitterLinkedInEmail

Læs også om den stedsegrønne cypres her

Læs flere interessante klummer om naturens vidundere her