Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Skovmærke

Skovmærke //

er en lille tæppedannende urt med kransstillede blade og en mængde små hvide blomster ca. 25 cm. høj. Den blomstrer i maj-juni, og hele planten dufter ved tørring som nyslået hø på grund af et stof der hedder kumarin. Planten vokser i hele Europa’s skov på god muldjord og i nogen skygge.

Det latinske navn for skovmærke er Galium Odoratum. Galium stammer fra det græske ord – gala – som betyder mælk. Det hentyder til, at planten har været brugt til at få mælk til at løbe sammen som en del af ostefremstilling. ‘Odoratum’ betyder duftende, og det hentyder til at planten indeholder et duftstof; kumarin.

Måske minder duften dig om godt gammeldags hø? I så fald er det med god grund. Græsarten vellugtende guldaks voksede nemlig før hen i engene, hvorfra man slog græs til hø. Vellugtende guldaks indeholder også stoffet kumarin. Det er samme stof der er i f.eks. vaniliegræs, sweetgrass og stenkløver.

Skovmærke har en lang kulturhistorie. Eksempelvis blev der i begyndelsen af det 19. århundrede solgt kranse bundet af skovmærke på markedet. Duften koncentreres nemlig i planten ved tørring, og når luftfugtigheden stiger udløses duftstofferne. På den måde blev de brugt som ”vejrvarsel”. Begyndte de at dufte kraftigt, var der regn på vej. Andre havde dem hængende i stuerne for at nyde den dejlige duft.

Den egner sig som bunddække mellem buske, træer og høje stauder, endvidere kommer løgvækster også fint op igennem den. Hvis den får vand nok og lidt skygge, kan den dyrkes i krukker ude eller inde.
Kulinarisk bliver den brugt til at lave Majvin af. Det gøres nemmest ved at putte en kvist i et glas hvidvin, eller at følge en af de mange gamle opskrifter der findes med flere ingredienser. Denne majvin drikkes traditionelt i Tyskland og Frankrig omkring 1. maj som forårskur. Desuden i the og urtesnaps, og som smagsgiver til diverse frugtretter og isdesserter. Det er altid små mængder man bruger, da store doser kumarin er giftig.

Bruges til:
Skovmærke har en rund, parfumeret og aromatæt duft og smag. Skovmærke kan anvendes både kold og varm. Prøv den finthakket i en god
pandekagedej eller som te med kryddernelliker, kanel og lime.

Af roden udvindes rød farve, af de grønne dele grågrønne farver. Planten bruges i duftende kranse, parfume og i potpourri som fiksativ. Duften er meget holdbar. Tørret plante bliver brugt som mølmiddel mellem tøj, og førhen som strøplante på gulve. Den er foderplante for flere slags sommerfuglelarver.

Medicinsk anvendes den som vanddrivende, krampeløsende, betændelseshæmmende, blodfortyndende, mod lette mavesmerter, leverbetændelse, som alment tonikum, og er mildt beroligende.
Den tørrede plante bliver giftig hvis den udsættes for fugt under opbevaringen. Max dosis i følge drogelisten 1/2 g. plante om dagen. Bruges ikke sammen med kredsløbsmedicin og ved graviditet.
Den formeres let ved deling af de underjordiske udløbere. Frøformering bruges sjældent, men kan lade sig gøre, ved at så de friske frø straks når de er modne. I haven sår den også sig selv, hvis den kan lide jorden m.m

Skovmærke hører til planeten Mars. I magien bruges den til renselse og fornyelse, og som beskyttelse mod negativitet. Den tiltrækker alfer.

Videnskabeligt navn: Galium odoratum
Slægt: Snerre
Klasse: Art