Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Duetræ

Davidia Involucrata – Duetræ //

er et lille, løvfældende træ med en regelmæssig, pyramidal vækst, som dog senere bliver mere rund. Duetræet blev opdaget af en fransk missionær i 1869. Træet bliver i Kina 12-20 m højt, og blomstrer i 4 uger i maj-juni med hvide blomster. Får senere valnøddelignende frugter, der hænger på træet indtil marts. Plantet i haven i 1927.

Stammen er kort, og grenbygningen er vandret og åben. Barken er først glat og lysegrøn, men snart bliver den lysebrun med lysere korkporer. Ældre grene bliver grålige, men stadig med tydelige korkporer. Knopperne sidder spredt, og de er kegleformede og glatte. Hen på foråret kan nogle knopper blive næsten røde på lyssiden. Bladene er ægformede med savtakket rand. Oversiden er rent grøn, mens undersiden er lysegrøn.

Oprindelse/udbredelse: Arten hører hjemme i blandede løvskove i Sichuan- og Hubeiprovinserne i Vestkina. Den vokser bl.a. på stejle skråninger på Emei Shan i højder mellem 900 og 1200 m, hvor man finder højt pH-niveau og et stort indhold af tilgængeligt calcium og magnesium i overjorden. Det skyldes, at undergrunden består af kalksten og dolomit, og netop under disse vilkår har de tertiære arter (som Duetræ) kunnet overleve.

Geografisk Have: Kina

 

Duetræ_high Duetræ2_high