16. februar /// Udfold dine kreative evner i vores værksteder med god instruktion. Kast dig selv og evt. dine børn eller børnebørn ud i en aktivitet. Det hele vil medvirke til at berige dine haveoplevelser i den kommende sæson. Flet et kræmmerhus til fuglekugler, så du får flere fugle i din have. Lav din egen kop i ler. Deltag i en vild vinteroplevelse, byg et insekthotel så du fremmer biodiversiteten i din have eller deltag i dekorationsværkstedet.

Program
Kl. 13-16: Dekorationsværksted – pynt en gren eller skål, lav en buket eller bind en krans. Koldings Blomsterhus er vært sammen med flere af havens grønne medarbejdere. Vi har alle materialerne klar til dig. Det er materialer fra natur og have, så glæd dig til at folde dig ud på nye måder. Instruktion hver hele time kl. 13, 14 og 15. Det koster 50 kr. at deltage og lave én af de nævnte dekorationer (gren, skål, buket eller krans).

Tilmelding er nødvendig og skal ske på info@geografiskhave.dk eller sms til 23326524 senest 9. februar.

Der er gratis entré til haven. Se også program for de øvrige hverdage i uge 7 med spændende aktiviteter.